|
Tekst: Jytte Larsen. Web og fotos: Bjørn Larsen
Laginha stranden i Mindelo på øen Sao Vicente Naboøen Santo Antao med grønne tropiske dale
Rejsebeskrivelse fra Kap Verde 25.1.-3.2.18
Vi havde i flere år haft et ønske om at komme til Kap Verde, men havde ikke så meget lyst til at komme til enten Sal eller Boavista, som både TUI og Spies har rejser til, for disse 2 øer er meget bare med næsten kun strand og halvvejs ørken. Så i stedet rejste vi med rutefly til de vestligste øer, Sao Vicente og Santo Antao, med SAS og TAP.
Torsdag 25. januar - Afrejse til Lissabon
Vores tur til Kap Verde startede i formiddags med bybussen til Aalborg lufthavn. Vi skulle først afsted ved halv 11 tiden, så vi behøvede ikke at stå tidligt op. Det var dejligt.
Der var fint vejr, da vi tog afsted hjemmefra. Vi havde bestilt flybilletterne gennem Supersaver, og det var ok.
Turen til København 13.15 gik fint - med medvind, så det tog ikke lang tid. Vi skulle vente i Københavns lufthavn et par timer, inden vi fløj videre til Lissabon.
Vi kom til at sidde ved siden af en kvinde fra København, som skulle til Lissabon en uge sammen med sin datter. Vi fik en hyggelig snak. Der var fin service ombord på flyet, med både salat, en varm pastaret og tærte. Vi kunne også få rødvin gratis.
Turen tog næsten 4 timer, for der var modvind, så vi landede lidt før 7. Vi skulle ikke hente bagage, for den var checket ind hele vejen til Sao Vicente. Vi tog en taxa til vores hotel Turim Iberia. Den kostede 15 euro.
Det var et udmærket hotel med et fint værelse på 7. etage. Der var dog lidt støj fra gaden, så det var lidt svært at falde i søvn.
Vi spiste på hotellet, for der lå ikke nogen restauranter lige i nærheden, såvidt vi kunne se, og vi var også lidt trætte, så vi orkede ikke at gå ud. Vi fik en kyllingesalat og en øl, for vi var ikke specielt sultne. Men salaten var pænt stor, så vi blev godt mætte.
Vi gik i seng ved 10-tiden, for vi skulle tidligt op. Vi havde fået at vide i lufthavnen, at vi skulle være der ca. 3 timer før, hvilket vi godt nok syntes, var lang tid, men vi bestilte vækning til kl. 6 for en sikkerheds skyld.
Fredag 26. januar – Videre til Sao Vicente
Vi blev hentet af en taxa kl. halv 7 og var i lufthavnen ca. kvart i 7. Det viste sig dog slet ikke at være nødvendigt at komme så tidligt, for der var ikke ret meget kø, så 2 timer før ville have været ok. men pyt.
Kap Verde kvinde Mindelo
Flyet til Sao Vicente på Kap Verde var næsten fyldt op, bl.a. med en del mennesker fra Kap Verde, som arbejdede i udlandet og nu skulle hjem på ferie. Vi sad ved siden af en ung mand, som boede i Luxemburg og skulle hjem på besøg i godt 2 uger. Der er rigtigt mange som ham - se flere oplysninger under fakta om Kap Verde.
Der var også god forplejning på dette TAP fly, igen salat, kødretter og en lille dessert, og alle de drikkevarer, vi ville have, også vin. Dog var der ikke ret meget benplads.
Vi ankom til Sao Vicente kvart i 1. Lufthavnen hedder Cesario Evora og er opkaldt efter en berømt barfodssangerinde. Det er en ret lille lufthavn. Såvidt vi ved, kommer der kun et enkelt charterfly dertil, nemlig et TUI fly fra Holland. Ellers kommer der kun rutefly nogle gange om ugen samt mindre indenrigsfly.
Vi skulle have visum, men det tog ikke ret lang tid at få det. Det kostede 25 euro pr. person. Derefter hentede vi bagagen. Vi var spændte på, om den var med, fordi vi havde overnattet i Lissabon. Men heldigvis var begge kufferter der.
Hotellet, som nærmest er et pensionat, residencial, har 10 værelser og ligger højt, i udkanten af byen, med kun 800 m til stranden. Det ejes af en franskmand og hans kone fra Kap Verde. Vi fik et værelse foroven med balkon og udsigt ned over vandet og noget af byen. Det hed Albacore. Vi kunne også se øen Santo Antao i det fjerne. Det var ikke et luksusværelse, men der var de ting, vi havde brug for. Det er 3-stjernet.
Fakta om Kap Verde:
De dengang ubeboede øer blev opdaget af portugiserne under de store opdagelsesrejser i midten af det 15. århundrede og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændig i 1975. Kap Verdes største by er hovedstaden Praia, der ligger på øen Santiago, som samtidig er Kap Verdes mest folkerige ø.
Kap Verdes kultur er meget afrikansk/kreolsk præget.
Kap Verde ligger 1000 km syd for de kanariske øer og 500 km ud for Senegals kyst. De består af 9 beboede samt 15 ubeboede øer i 2 forskellige øgrupper: Ilhas do Barlavento (5 beboede øer i vinden) og Ilhas do Sotavento (4 beboede øer i læ). Øerne er vidt forskellige og dette næsten ned i mindste detalje. Fra indbyggerne, der er af forskellige farve, højde og drøjde og sproget, det kreol-portugiske der ændrer sig fra ø til ø, og til landskabet, der er som nat og dag.
Der er ca. 600.000 indbyggere og et samlet areal på ca. 4.000 km2 - en tiendedel af Danmarks areal.
Klimaet er tropisk, med ca. 30 grader om sommeren og ca. 24 grader om vinteren. Det blæser en del, især om vinteren. Der kommer ikke ret meget regn, så det er begrænset, hvor meget man kan dyrke. Dog er der nogle enkelte bjergøer som Santo Antao, hvor der kommer mere regn, og hvor der derfor er frodigt.
Kap Verde er et af de lande i verden, der har den største del af befolkningen som migrantarbejdere i udlandet. Det anslås, at over halvdelen af kapverderne bor i udlandet; årsagen er dels høj arbejdsløshed (21% i 2000) og underbeskæftigelse i hjemlandet; dels stor blivende udvandring til især USA og Vesteuropa.
71% af befolkningen er efterkommere af blandede ægteskaber mellem slaver og portugisere.
Befolkningen er kristne, de fleste af dem katolikker.
Sao Vicente
Sao Vicente er en ret lille og gold ø med et areal på 227 km2. Midt på øen er der frodige dalstrøg. Byen Mindelo er landets andenstørste by og har en ret stor havn, hvor bl.a. færgen til Santo Antao sejler fra. Der kommer en del sejlere og krydstogtskibe til Mindelo. Vi så dog ingen krydstogtskibe, mens vi var der, men mange sejlskibe.
Mindelo er kendt for sit musikliv og specielt barfodssangerinden Cesario Evora, som boede i byen indtil sin død. Lufthavnen på Sao Vicente er opkaldt efter hende, og en stor statue af hende står foran lufthavnen.
For få år siden blev den nye internationale lufthavn indviet, hvilket betyder, at øen nu kan modtage internationale fly fra bl.a. Lissabon. Tidligere skulle man med indenrigsfly fra Praia på Santiago.
Da vi havde pakket lidt ud, gik vi først ned til Laginha stranden, som ligger kun 10 minutters gang fra vores hotel. Det var sjovt at se de farvestrålende huse, som lå i den gade, vi gik på. Det meste af gaden var brostensbelagt, så det var lidt besværligt at gå på den. Men længere nede var der asfalt.
Udsigten fra vores balkon. Laginha stranden i det fjerne
Vi så ikke mange turister, men flest lokale, så området her er meget autentisk og ikke blevet ødelagt af turisme - i hvert fald ikke endnu, men det er selvfølgelig fordi det er lidt besværligt at komme hertil.
Bjørn var ude at bade i havet, som var flot turkisfarvet og omkring 22 grader, og luften var 25 grader, så det var perfekt. Der var dog lidt bølger, for der er altid en frisk vind, men det gjorde ikke noget, for så blev det ikke for varmt.
Vi gik en tur langs hele stranden, som dog ikke er så lang. På tilbagevejen hævede vi nogle escudos i en automat, for man kunne ikke veksle i lufthavnen. De tager dog også euro mange steder.
Det blev mørkt omkring kvart i 7, så det er noget senere end i Danmark. Vi gik ud for at spise på en restarurant i nærheden af vores hotel, med udsigt over havet. Vi fik fisk og en stor lokal øl, Strela. Fisk med pommes frites og grønsager + en stor øl til hver kostede 2150 escudos i alt, dvs. ca. 150 kr., så det var rigtigt billigt. Priserne på fødevarer i supermarkedet var dog ikke specielt lave.
Vi gik hjem ca. halv 9. Der var lunt, så det var slet ikke nødvendigt med strømper.
Lørdag 27. januar – Ørundtur
Det begyndte at blæse en del i løbet af natten, så vores altandør stod og klaprede, indtil vi fik sat noget i klemme. Men det var lidt svært at sove på grund af blæsten. Vores hotel ligger jo ret højt, og vores værelse og altan ligger også højt og ud mod havet, så det giver mere blæst end længere nede. Men en flot udsigt havde vi.
I
går, da vi kørte med taxa fra lufthavnen, aftalte vi med chaufføren, at han
skulle tage os på en ørundtur på Sao Vicente i dag. Det skulle han have 50 euro
for, 4 timer.
Vi så en del højhuse. Nogle af dem var lejligheder, som var ejet af både lokale og udlændinge. Vi så også nogle dyre huse, som var bygget af folk fra Kap Verde, som arbejdede i udlandet. De blev brugt til udlejning.
Derefter kørte vi ned i centrum og var først inde at se det store frugt- og grønsagsmarked. Der var mange forskellige frugter og grønsager. Det meste kom fra Santo Antao. Der var flest lokale derinde, ikke ret mange turister. Derefter kørte vi hen til fiskemarkedet, hvor der var et leben af den anden verden. De små både var næsten lige kommet ind med masser af fisk. Inde i markedshallen så vi rigtigt mange forskellige fisk, også mange, vi ikke kendte. Befolkningen spiser meget fisk, og det er billigt, sagde David.
Frugt og grøntsagsmarkedet Mercado Municipal i Mindelo
Alskens tropiske frugt og grøntsager
Da vi havde kørt lidt rundt i byen, kørte vi ud af byen, først igennem et ret fattigt kvarter. Vejene ud på landet er også brostensbelagte, så faktisk hele vejen op til vores første mål, Monte Verde, Sao Vicentes højeste bjerg på 750 m, var der brosten. Vi gjorde holdt nogle gange for at se den flotte udsigt. Der var meget bart, men alligevel gik der nogle geder og enkelte køer i området. Vi så nogle lokale samle foder fra bjergskråningen til dyrene. Det lignede en slags hø.
Helt oppe på toppen var der desværre tåget, så derfra kunne vi ikke se ret meget. David viste os et sindrigt system til at samle vand ned i en brønd. Det var en slags måtter, som sugede vandet fra tågen og ledte det ned i nogle rør og ned i en brønd. Det var smart. Vandet blev så brugt til at vande de planter, der var på toppen, blandt andet agaver.
Efter turen op på bjerget kørte vi ned til en by, som hedder Baia das Gatas. Det er et godt badested, især for børn, fordi der er meget lavvandet. Der var dog ikke mange mennesker der i dag, for de lokale syntes, det var for koldt at bade på denne tid af året. Der var en masse tomme huse. Det var sommerhuse, sagde David. Vi satte os på en cafe sammen med David. Han fortalte os en masse om øen og om sig selv. Han var god til at snakke engelsk, fordi han havde gået på universitetet i Lissabon, hvor han bl.a. havde studeret marketing. Han var 25 år og var gift og havde 3 børn, et sæt tvillinger på 4 år og en på 1 år. Det var hans egen taxa, men han ville gerne have et andet arbejde på et tidspunkt, for han arbejdede hver dag nu.
Han fortalte, at der var stor arbejdsløshed på Kap Verde, og man kunne ikke få understøttelse, så de arbejdsløse måtte forsørges af familien. Pensionister får lidt pension, men ikke særligt meget, så der hjælper familien også. Der findes dog plejehjem og også børnehaver til de små børn.
Man betaler ikke særligt meget i skat, men til gengæld skal man betale for at gå til læge og komme på sygehus, og uddannelse betaler man også selv. Dog er skolen gratis indtil 12 år, men ikke derefter, kun hvis man har en meget lille indkomst.
Det regner kun om sommeren, men ikke særligt meget, så der er meget tørt.
David vores Taxachauffør Udsigten fra Monte Verde
Efter kaffen kørte vi videre mod byen Calhau. Vejen dertil var ret ny og god - asfalteret. Det var et specielt landskab med en del klitter. Det var meget spektakulært og anderledes. Men generelt er Sao Vicente ret tør, især om vinteren. Calhau er en lille fiskerby, men ikke specielt køn. Der var også nogle "sommerhuse" og et par hoteller, så der kommer turister dertil, som gerne vil bo et ret fredeligt sted og gå nogle lange ture i fred og ro.
På vejen tilbage til Mindelo kom vi igennem det eneste grønne område med frugt og grønsager, bl.a. papaya og kål. Det lå nede i en dal. Vi så en del gamle vindmøller.
Vi var tilbage på hotellet kl. 2 efter en rigtig god og interessant tur. Vi fik Davids e-mail adresse, så vi kunne kontakte ham igen. Den er davidson-barbaro@hotmail-com.
Da vi skulle ud at spise, besluttede vi os for at gå helt ned i byen, så vi gik langs kysten ned til havnen. Der var et fint og bredt fortov hele vejen. Det så ret nyt ud.
Baia das Gatas Vi fandt en hyggelig restaurant i nærheden af havnen, hvor vi fik cachupa rica. Det er en typisk ret på Kap Verde. Den, som vi fik, blev serveret i en sort gryde til deling og bestod af kikærter, forskellige grønsager, såsom kartofler, kål, gulerødder og squash, samt okse- og svinekød i tern og også små stykker pølse. Det smagte godt. Vi fik en stor øl dertil. En stor øl på 50 cl. koster kun ca. 15 kr., så det er meget billigt.
Vi kunne høre nogen spille på en slags bongotromme, mens vi sad og spiste, så bagefter gik vi ind i det lokale ved siden af restauranten, hvor de vist var ved at øve sig til karnevallet, som starter den 13. februar. Desværre kommer vi ikke til at opleve det. Det skulle vist være en stor begivenhed, næsten ligeså spektakulær som i Rio de Janeiro, men selvfølgelig i mindre skala.
Baia das Gatas Calhau er en lille fiskerby Frugtbare dalstrøg midt på øen
Der var både børn og unge der, som øvede akrobatik og sambadans. Mange af dem var gode til at stå på hænder.
Vi gik tilbage langs kysten i den lune aften, dog med lidt vind, som der næsten altid er her, især om vinteren. Vi gik ind i det lille minimarked tæt på vores hotel. Det lukker vist først kl. 21. Vi kunne høre cikader, da vi nærmede os hotellet.
Søndag 28. januar – Gåtur ud af byen
Vi stod op ved halv 8 tiden til fint solskinsvejr. Efter morgenmaden gik vi ned i byen for at kigge lidt. Der var ikke ret mange mennesker på gaden på det tidspunkt af dagen, og turister så vi næsten ingen af. Vi så dog en del herreløse hunde. Dem er der faktisk mange af, men de er heldigvis ikke aggressive. Nogle af dem gør en del, dog heldigvis ikke om natten.
Vi hørte musik et sted, og da vi gik derhen, viste det sig at være kirken. I stedet for klokkeringning som i Danmark, blev der spillet musik. Vi gik ind og kiggede i kirken. Den var lidt specielt indrettet og havde et flot maleri oppe bag alteret. De var ved at gøre klar til gudstjenesten, og vi kunne se, at der stod musikinstrumenter, så det kunne have været sjovt at overvære det, men det ville vi ikke vente på.
Vi kom forbi fiskemarkedet, som dog ikke var åbent i dag. Der var nogle mennesker samlet der, måske fiskere. Et par stykker af dem var kommet op at slås, måske fordi de havde drukket for meget grogue, for der stod nogle flasker der. Grogue laves af sukkerrør og kom til Kap Verde sammen med slaverne fra Afrika. Det er en meget stærk drik og svarer nok til vores snaps – eller rom. Det er en meget vigtig del af Kap Verdes kultur.
Vi gik ud af byen langs kysten for at se, hvordan der så ud der. Der var meget bart, men der var et meget bredt fortov, man kunne gå på ud til en lille by. De havde plantet kokospalmer langs vejen i store tønder, men de er nødt til at vande dem, for ellers går de ud. Der var nogle af dem, som så lidt visne ud, både på grund af vinden og manglende vand.
Vi kom til byen efter ca. 4 km's gang. Det så meget bart og trøstesløst ud. Der lå et par hoteller, men heldigvis havde vi ikke valgt at bo der, for der var næsten ingen butikker og restauranter. Stranden var heller ikke god at bade ved, for der var sten.
Da vi kom tilbage til Mindelo, var der mere liv i gaden, og et supermarked havde åbent. Ellers var alle butikker lukket.
Da vi kom tilbage på hotellet, slappede vi lidt af, inden vi gik ned på stranden. Vi kunne høre, at der var en del franskmænd der, men skandinaver har vi ikke set nogen af. Det er rart, at der ikke er ret mange turister, for så er der heller ingen påtrængende gade- og strandsælgere. Dog er vi stødt på 2-3 tiggere, men det er ikke mange. Så generelt er folk ikke så fattige som i mange lande i Afrika, selvom vi nogle steder har set små og dårlige huse, især ude på landet.
Vi gik tilbage til hotellet ved 3-tiden og fik en kop kaffe på balkonen. Vi har sol på balkonen fra godt middag og resten af eftermiddagen, så det er rart. Der er perfekt vejr til at sidde derude på grund af den lette vind. Temperaturen har været omkring 24 grader alle dage indtil nu.
Vi gik også ned i byen i aften for at spise. Vi fandt en restaurant, som lå lidt højt. Vi sad udenfor under et sejl, så det var fint. Vi fik fisk med grønsager og ris.
Vi gik den samme vej hjem igen. Det tog ca. et kvarter. Vi havde fået at vide af ejeren af hotellet, at hvis vi skulle hjem fra byen efter kl. 21, var det klogest at tage en taxa. Men vi gik altid hjem inden kl. 21, og langs havnen var der altid en del mennesker, så vi var ikke bange. Kriminaliteten er heller ikke ret høj her. Der kan dog forekomme lommetyveri, men det er nok ikke værre end i Danmark.
Mandag 29. januar – Bestilling af vandretur m.m.
Efter morgenmaden gik vi ned i byen, for vi ville have bestilt en tur til Santo Antao. Vi gik hen til et rejsebureau, som hedder Atlantur. Vi ville have været på en tur i en gruppe, men det kunne ikke lade sig gøre de første mange dage, så i stedet bestilte vi en tur med vores egen guide, som vi skulle på vandretur med. Turen kostede 90 euro pr. person, men så inkluderede den også taxa fra hotellet til færgen, færgebilletterne og frokost, så det var ikke så galt.
Vi prøvede at spørge nogle af de lokale om vej, men der er ikke ret mange, som snakker engelsk, og mange kender ikke gadenavnene, for de står ikke på gaderne - det kunne godt være lidt frusterende at gå rundt og ikke kunne finde det rigtige sted. Men folk var meget flinke til at hjælpe. Vi hævede også flere penge nede i byen og gik ind på frugtmarkedet, hvor vi købte en mango og bananer. Desuden fandt vi en bagerbutik, hvor vi købte noget brød. De havde kun brød derinde, ikke kager. Dem har vi ikke rigtigt set nogen steder endnu.
Der er faktisk ret rent i byen, der ligger ikke ret meget affald, så det er meget positivt. Vi har set nogle kvinder gå med frugt og grønsager og frugt i en kurv på hovedet. Det viser, at kulturen er afrikansk.
Da vi havde spist frokost, gik vi ned til stranden, hvor Bjørn var ude at bade. Jeg nød solen i stedet for. Det er en kunstig strand, som er 5 år gammel. Det er koralsand, de har lagt på den, og det er derfor, vandet er turkisfarvet.
Om aftenen spiste vipå den samme restaurant som den første aften, for vi syntes, maden var god der, og den lå i nærheden. Jeg fik laks med grønsager, og Bjørn fik pizza. Vi fik som sædvanligt en stor øl dertil. Det smagte rigtigt godt. Vi gik hjem ca. kvart i 9.
Tirsdag 30. januar – Santo Antao Bjørn nyder en dukkert ved Laginha - Mindelo Vi stod op ca. kvart over 6, for vi skulle til Santo Antao for at vandre.
Santo Antao er den nordligste ø på Kap Verde med et areal på 780 km2, dobbelt så stort som Mors. Der er ca. 46.000 indbyggere.
Santo Antao er kendt for sine mange vandreruter. Det er en frodig og bjergrig ø, hvor det højeste punkt er 1979 m og det næsthøjeste er 1585 m. Der dyrkes mange tropiske frugter, papaya, mango, søde kartofler, maniok, sukkerrør, kaffe, bananer m.m.
Santo Antao har ingen lufthavn, men forbindes med en færge til Mindelo på Sao Vicente.
Naturen på øen er meget forskellig. Den sydlige del af øen får meget lidt regn, mens den nordlige og østlige del er mere grøn og har bjerge, hvor der falder op til 1000 mm regn om året, især om sommeren.
Når man kører op på bjergkammen fra færgelejet i Porto Novo, skifter landskabet derfor brat til skov og dyrkede marker, og vandringerne ned gennem dalene mod øst viser en imponerende frodighed med terrassemarker med en overdådig variation i grønne nuancer.
Vi blev hentet af en taxa fra Atlantur kl. 7.20. Han kørte os ned til færgelejet, som lå ca. 1 km fra vores hotel. Vi skulle sejle med en færge, som hed Polaris. Den sejlede kl. 8, og vi sad på soldækket, men under et sejl. Færgen vippede ret meget på grund af de mange bølger, men vi havde taget en søsygetablet, så det gik fint. En dame gik rundt med brækposer, og vi så, at nogle af dem blev brugt. Der var så høj bølgegang, at vi blev lidt våde, fordi der kom skumsprøjt ind over rælingen. Med færgen en times sejllads i oprørt hav til naboøen Santo Antao!..
Færgepassagerer Stop på vej op ad skærvevejene på Santa Antao
Sejlturen tog en time. På færgen kunne vi lige pludselig høre en dansker sidde lige bag ved os (den første dansker vi havde mødt), så vi snakkede til hende. Hun hed Dorte og var fra Års og var nede at besøge en gammel kollega og hans kone. Hun havde arbejdet sammen med manden i mange år for DFDS, men han og konen var fra Kap Verde, og da han blev pensioneret, flyttede de tilbage, både fordi det var billigere at bo der, og fordi det var godt for deres gigt i stedet for der skandinaviske klima.
I Porto Novo blev vi mødt af vores guide, Euclides. Han fortalte os, at vi kunne ikke tage hele den tur, vi havde planlagt, nemlig fra Paul krateret og til byen Vila das Pombas. Det var en tur på omkring 10 km og ville tage 5-6 timer, men på grund af dis og tåge oppe på bjerget, som lå i 1500 m højde, ville turen ned i dalen Paul tage længere tid end normalt, fordi stenene var glatte, så vi skulle køres det sidste stykke. Det viste sig også at være en rigtig god ide på grund af vores lidt ømme lår....
Først startede vi med at køre med en taxa og guiden op til krateret. Der var mange akacietræer på vejen derop. Vi standsede et par gange for at tage billeder, og der var ret koldt oppe i højden. Da vi kom til det sted, hvor vi skulle begynde at vandre, var der diset og lidt fugtigt, så vi kunne ikke se ret meget, men lidt efter blev der dog så klart, at vi kunne se ned i krateret. Det er ca. 80 tdr. land stort, og der gik køer og geder dernede. De dyrkede alle mulige tropiske frugter og grønsager, bl.a. sukkerrør og majs. Alle sukkerrørene bruges til grogue og honning.
Vandring forbi (krateret) Cova-Paul Nedad glatte stier! Tågen lå tæt her i 1400 meters højde Køer og sukkerrør var på de grønne arealer.
Til højre for Jytte er den grønne tropiske Paul Valley
Da vi havde gået et stykke tid, mødte vi en tysker, som var blevet kørt derop i en taxa for at gå den samme rute som os, men han havde fået at vide, at det var svært selv at finde vej, for der er ingen afmærkninger, så han gik sammen med os hele vejen nedad stien til dalen. Han havde sandaler på og bare tæer, men han klarede det nu meget godt. Vi syntes, det var en ret hård gåtur, for stenene var glatte på grund af tågen, og det gik nedad hele vejen, der var overhovedet ingen lige strækninger, så til sidst syrede mine lår så meget til, at de helt kom til at ryste. Så det var fint nok, at vi ikke skulle gå hele vejen. Det tog godt et par timer at gå hele vejen ned.
Der var mange forskellige slags frugt og grønsager nede i dalen, bl.a. sukkerrør, kål, papaya, appelsiner, kaffe og tobak, og der lå små "gårde" dernede. De var godt nok ikke store. Det så fattigt ud.
Vi så også nogle vandingskanaler, som ledte vandet fra bjerget ned i dalen, så de manglede aldrig vand der.
Vi kunne høre nogle snakke meget højt. Guiden fortalte, at det var folk, som sørgede højlydt, fordi et familiemedlem var død. Vi kom forbi det hus, hvor en mand var død, og konen og flere andre græd højlydt, og andre stod uden for huset.
Beboelse i Paul Valley
Vi fik også andre ting at vide om livet på øen og Kap Verde generelt. Vi havde undret os over, at børn først gik hjem fra skole omkring kl. 7 om aftenen. Der ligger nemlig en skole i nærheden af vores hotel. Guiden fortalte, at det skyldtes, at der ikke er nok skoler, så nogle børn starter i skolen kl. 8 og får fri omkring kl. 13, og derefter kommer hold nr, 2. Det er jo meget smart...
Vi tog afsked med tyskeren nede i dalen, for han ville gå hele vejen ud til kysten. Han og konen skulle heller ikke med båden hjem, for de skulle overnatte på øen. Hun var dog ikke med ude af gå.
Vi blev kørt af en minibus til Vila da Pombas. Vi kørte igennem et meget frodigt landskab. Herovre er næsten alle veje belagt med brosten. Det er åbenbart deres tradition. De er mere holdbare end asfalt.
Vi ankom til byen omkring halv 1 og var først henne at se, hvordan man laver grogue. Sukkerrørene puttes i en slags kværn, en trapiche, som trækkes af dyr, enten okser eller æsler. De går rundt hele tiden, og sørger for, at væsken løber ud af sukkerrørene. Vi smagte på det. Det smagte ikke specielt godt, lidt ligesom snaps. Vi smagte også punch og likør. De var bedre, så vi købte en lille flaske.
Derefter kørte vi hen til restaurant Casa Maracuja, hvor vi skulle spise frokost oppe i deres tagrestaurant. Der mødte vi tilfældigvis igen Dorte og hendes venner. Vi fik først lidt gedeost og brødfrugt, der var tørret. Derefter fik vi grillet tun med grønsager, bl.a. taro, søde kartofler og grønne bananer. Det smagte godt. Til dessert fik vi is og kaffe.
Efter frokost gik vi en lille tur ned til vandet. Der var en enkelt kokospalme. Der var mange bølger der, og der er vist kun en enkelt badestrand på Santo Antao, og den har sort sand.
Derefter blev vi hentet af en ny taxa, eller aluguer, for det var en pick-up truck med åbent lad, hvor en af de lokale sad, men vi sad indendørs. Alugueres kører normalt først, når de er fyldt op, og så er det meget billigt, omkring 1 euro. De kan dog også bruges som almindelige taxaer, men er så meget dyrere.
Vi kørte på den ret nye asfalterede vej langs kysten. Den er kun 10 år gammel og har 2 tunneller, vistnok de eneste tunneller på Kap Verde. Kyststrækningen er bar og dramatisk.
Vi kom til Porto Novo ca. halv 4, og vi skulle først sejle kl. 5, så vi blev kørt ned til stranden, hvor vi kiggede lidt, inden vi gik op til havnen. Færgeterminalen er ret ny. Vi så færgen klokken 4 sejle afsted, den hed Armas, men vi skulle først med den kl. 5, den samme, som vi sejlede med derover. Der var også mange bølger på vejen tilbage, men der var ikke så mange passagerer med som om morgenen.
Vi ankom til Mindelo kl. 18, hvor vi blev hentet af minibussen igen. Vi blev sat af ved minimarkedet og købte lidt brød og frugt, for vi ville ikke ud at spise, når vi havde fået en god frokost og var ømme i lårene.
Onsdag 31. januar – Afslapning
Det blæste en del i nat, så vi vågnede lidt tidligt. Vi stod op ved halv 8 tiden, lidt ømme i lårene efter vandreturen i går, men det var ikke så galt som forventet.
Efter morgenmaden gik vi en tur ned i byen. Der var blevet skyfrit og ca. 24 grader. Vi gik først ned for at se, hvor det store og flotte 4-stjernede hotel Porto Grande lå. Det ligger meget centralt i byen, og vi gik ind og spurgte, om vi måtte se svømmepølen, og det måtte vi gerne. Den så fin ud og med solvogne.
Derefter gik vi hen på markedet for at købe bananer. Vi var også inde ved bageren for at købe brød. Derefter gik vi hen på en lille lokal fortovscafe, hvor vi fik en kop kaffe og en cappuccino. Det kostede kun godt 20 kr. i alt, så det var billigt. Vi kunne sidde og kigge på det lokale liv. Det var meget sjovt og spændende.
Ved halv 12 tiden gik vi hjemad langs havnen, og på hjemvejen købte vi lidt ind i minimarkedet kun 200 m fra vores hotel. De har alt det, vi har brug for.
Efter frokost gik vi en tur ned til stranden. Der kom vi til at ligge ved siden af nogle svenskere, som vi snakkede lidt med. Det ene par var på besøg hos en anden svensker, som boede hernede.
Aftensmaden spiste vi på en italiensk restaurant, Taverna, hvor vi fik pizza. Der var hyggeligt der.
Torsdag 1. februar – Sao Pedro
Da vi havde spist morgenmad, gik vi ned til byen. Nede i centrum så vi en demonstration med omkring 50 personer. Såvidt jeg kunne se på de skilte, de gik rundt med, ville de have højere løn til de fattige, for de rige firmaer udnyttede dem.
Vi gik hen til de udendørs markedsstande på et torv, for derfra gik der alugueres til bl.a. Sao Pedro, som er en lille fiskerby ca. 14 km fra Mindelo. Den her aluguer var en minibus, men de findes også som Pick-up trucks. Bussen skulle fyldes helt op, inden vi kunne køre, og den blev godt og vel fyldt op i løbet af 10 minutter, så vi sad næsten som sild i en tønde. Der var flest lokale med, men også et par franske turister. Det var en meget sjov oplevelse, og det var meget billigt, kun 100 escudos pr. person (ca. 7 kr.).
Da vi kom til byen, gik vi først ned til vandet, hvor der lå nogle små farvestrålende fiskerbåde på stranden, og fiskerne var vist fornylig kommet i land med deres fangst. Der var ret store bølger dernede. Bagefter gik vi lidt op igennem fiskernes huse, som lå ud til en jordvej. Det så ret fattigt og mistrøstigt ud.
Udsigten fra fiskerbyen Sao Pedro
Der er et par hoteller og nogle få barer i byen, men ellers er der ikke meget at lave der. Vi var der en times tid, hvorefter vi tog en af minibusserne tilbage igen. Da vi kom tilbage til Mindelo, gik vi hjem, for vi var lidt trætte i benene. Vi slappede af resten af eftermiddagen.
Vi går forbi skolen hver dag, og uden for skolen sidder der et par damer og sælger slik til skolebørnene - ikke just det sundeste .... I aften spiste vi igen på den restaurant, som ligger tæt ved vores hotel. Den hedder U Sabor og har en flot udsigt over vandet, og man spiser godt derinde. I aften fik jeg en svinekotelet med flødestuvede champignons og grønsager, og Bjørn fik tun med grønsager. Det smagte rigtigt godt. Vi fik en stor Strela øl som vi plejer, og den kvindelige tjener kunne godt huske, det var det, vi ville have.
Vi gik hjem omkring kl. halv 9. Det blæste mere end de andre aftener og var også lidt køligere.
Fredag 2. februar – Hjemrejse
Så var det tid til hjemrejsen, men vi skulle først flyve 20.40, denne gang via Praia på Santiago. Så sparede vi overnatningen i Lissabon, men fik selvfølgelig flere flyskift.
Om formiddagen gik vi først en tur op til det gamle fort, som lå i nærheden af vores hotel. Der var dog kun en ruin med ikke ret meget tilbage, så det var ikke noget særligt. Derefter gik vi en tur ned i byen for at kigge lidt og satte os på en cafe en times tid.
Over middag pakkede vi og slappede lidt af, inden vi skulle med taxaen kvart i 6.
Det tog kun ca. 20 minutter at køre i lufthavnen, men vi kunne ikke checke ind lige med det samme. Der gik en masse ansatte rundt i lufthavnen, men de havde ikke særligt travlt. Bjørn fik gennemset sin kuffert, men det gjorde jeg ikke.
Det var et Binter fly, vi skulle flyve med til Praia - det kanariske flyselskab. Det var ikke så stort, med plads til ca. 80 personer.
Praias lufthavn hedder Nelson Mandela og er heller ikke ret stor. Der skulle vi checke ind igen, men der var rigtig god tid, så det var ikke noget problem. Vi kunne veksle vores overskydende escudos til euro, for man kan ikke veksle dem i Danmark. Der var nogle enkelte butikker inde i afgangshallen.
Lørdag 3. Februar – Videre hjemrejse
Vi fløj fra Praia kl. 2 om natten, og det tog ca. 4 1/2 at flyve til Lissabon med TAP, så vi ankom lidt over 7.
Vi skulle vente til halv 11, før vi skulle med flyet til København. Det var også et TAP fly, og vi var så heldige, at der ikke skulle sidde nogen ved siden af os, for det var slet ikke fyldt op. Vi fik frokost ombord, næsten det samme som på udturen, men det var ok.
Vi var i København kl. 15, men skulle så vente helt indtil kl. 21, for om lørdagen er der ikke ret mange SAS fly. Det var lidt surt..
Vores fly var godt en halv time forsinket, så vi var først i Aalborg omkring halv 12. Lotte hentede os i lufthavnen, til blæst og kulde, så det var noget af en forandring.
Det var dog rart at være hjemme igen efter en rigtig dejlig og oplevelsesrig tur.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
|
Da
vi havde fået vores kufferter, tog vi en taxa til vores hotel, Alto Fortim. Det
tog ca. et kvarter at køre dertil og kostede 1000 escudos, dvs. ca. 70 kr. 
David, som han hed, kom klokken 10 og kørte først lidt rundt i Mindelo. Mange af
gaderne i Mindelo er brostensbelagte, så det humper lidt. Vi kørte blandt andet
op til kanonstillingerne for det gamle portugisiske fort, Fortim d'el Rei, hvor
der ikke var meget tilbage. Derfra havde vi en god udsigt ned over både havnen
og byen. Vi kunne se et par bittesmå fiskerbåde ude på havet, hvor der var ret
store bølger. Det så lidt farligt ud, men de er selvfølgelig vant til det.
